Kurderne har altid haft det svært. Deres land Kurdistan findes ikke officielt, men dækker over områder af Iran, Irak, Tyrkiet, Armenien og Syrien. Stort set alle steder bliver de undertrykte. Denne bog handler om Alan, der som tolvårig bliver soldat i den kurdiske befrielseshær og om de oplevelser, han har haft. Han fortæller om kampene mod Khomeini og Saddam Hussein. Der er øjenvidnebeskrivelser af giftgasmassakren på kurderne i 1988. Han beretter videre om sin flugt over Tyrkiet til Danmark, hvortil han kom i 1993 sammen med sin familie. Det er ikke kun en fortælling om krigens gru. Bogen handler også om de følelser og refleksioner, der får Alan til at fortsætte som et "normalt" menneske på trods af de mange traumatiserende hændelser, han har været udsat for. Alan har fortalt sin historie til Lean Waage Beck. Hun er bl.a. er tolk og har renskrevet historien. Bagest er der et kort afsnit om tortur og en længere oversigt over kurdernes historie. Bogen henvender sig både til 99.4-læsere, til historie- og politikinteresserede og til opgaveskrivere.