Bogen retter sig med sit indhold både til de digt- og fotointeresserede, der ynder eksperimenter inden for den udtryksramme. Og så vil nogle af deltagerne i Copenhell festivalen også være nysgerrige.
Claus Ankersen er en eksperimenterende lyriker, der har været involveret i forskellige genrer og i forskellige sammenhænge. Der er tale om en kombineret digt-og fotobog, hvor fotografen Pernille Ringsing har leveret de umiddelbart spontant fotograferede rå sort/hvide portrætbilleder på neutral, hvid baggrund. Temaet, stedet og baggrunden er den københavnske musikfestival for heavy metal Copenhell på Refshaleøen. Og det er festivalgæsterne selv, der lægger krop, fysiognomi og udtryk - og ikke mindst stil og udstyr til, mens Ankersen leverer ordene, der virker lige så spontant producerede med sine reflekterende tekster, der skifter mellem dansk og engelsk. Det fotografiske udtryk fylder meget, fordi der er tale om helsides fotos, hvor også teksterne er gengivet i en svagere, grafisk kontekst. Ankersen gør sig også inden for spoken word-genren og arbejder også som film- og installationskunstner.
Ankersen har bl.a. udgivet den fabulerende storby- og gadepoesibog Træet og springvandet og den ligeledes slagkraftige samling Årets alfabetik, 2005. Og så bidrog han til den interessante novelleantologi Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter.
En spændende digterisk dokumentation i ord og billeder - et "antiæstetisk" øjebliksbillede fra Copenhell fanget i portræt, poesi og reportage.