"Jørn Mader og hans venner i The Spacemakers fortsætter på den store klinge i en sand musikalsk Tour de Force ... 14 selvkomponerede numre, alle i den velkendte 60er melodiske og rockende Spacemakers stil. Det er den fynske gruppes tredje og klart bedste udspil. Hovedkomponisten, sangeren og leadguitaristen, Peder Hansen, har endnu engang kreeret melodimønstre af den slags man smiler til og aldrig glemmer. Han er i absolut topform i dette store Spacemakers udspil. Det samme er advokat Jørn Bonnesen (bas & vokal) og kommentator Jørn Mader (rytme & vokal), de to barndomskammerater, der i deres unge dage altid satte gang i den og så succesfuldt startede det hele tilbage i 1963. Deres fortælling rummer en katedral af erindringer. Og keyboardspilleren Palle Bjørn Christensen, hvis forrygende hænder ikke lader Messis fødder meget tilbage. Det samme kan siges om Nicolaj Fage-Lorentzen, der med sine fat bad drums og gnistrende energi limer det hele sammen. The Spacemakers er også historien om fem venner, der i sind og sjæl er uadskillelige, hvilket skaber en unik tæthed og en smittende glæde ...".