Flot lille kunst- og digtbog, der samtidig udgør et selvstændigt stykke collageagtigt bogkunstværk i blandede materialer, som det vil være synd at forulempe med den traditionelle biblioteksindbinding! De to kunstnere er den fra Forfatterskolen nyudklækkede og bogdebuterende RS og den internationalt arbejdende billedkunstner og børnebogsforfatter HD. De har mødt hinanden og udviklet bogen på nettet, da Drescher bor i Kina og Steensig her i DK. Digtene er fortrinsvist af surrealistisk tilsnit, korte og fyldt med organiske genstande i en vekslen mellem konkrete dekonstruerede virkelighedselementer, der spiller op med abstrakte situationer til en bevægelse eller en mening: "Det er en talisman i spejlet/som driver med falske løfter//ELLER//det er en elefant som bakker/ud af et spindelvæv/slår sirenen fra/og smelter til klaver//". Der sker noget både på og mellem linjerne, og det er både dystert og fantastisk drømmeagtigt med vægten på de metafysiske elementer. Dreschers meget farverigt ekspressive illustrationer og farvelægninger forholder sig konkret til de enkelte tekster, men spiller samtidig på det største register, der på en gang giver digtene substans og klemmer det samlede lyriske udtryk, der umiddelbart kan savne en overordnet meningsmæssig samling og stramhed. Bogen fremstår dog under alle omstændigheder som en flot og kreativ vellykket symbiose mellem ord og grafik.