Med sine tre tidligere digtsmi. (Når der går hul på en engel, Intetfang, Den inderste zone) har PT i alt skrevet sig til en fin position i ung dansk lyrik. Denne 4. vil kun bestyrke den. Deter en rent og flot komponeret samling, hvis syv med romertal markerede afsnit hver åbnes med et i pagt med afsnittets indhold lyrisk citat andetsteds fra. I's prologagtige eneste digt med tale tilog fra et kollektivt vi - på menneskehedens vegne mod de fjerne beslutningstagere - griber fat i VII's lignende temaer og tegner derved en cirkelbevægelse. Den omslutter et specifikt kvindeligt,men aldrig privat jeg's bevægelse hen imod og igennem et kærlighedsforhold, der når sin højeste hengivelse, da solen står højest. Efteråret bringer en afmatning i forholdet, men en fortsat modningaf jeg'et sker i vinteren, sneen renser, sangen, ordene lyder klarere nu. PT er en utrolig sikker sprogkunstner, der i enkle billeder og ladede, spændte strofer af høj intensitet formår atfastholde øjeblikket ikropsligt nærvær og nærhed. Kærligheden, kroppen(e) og elementerne, tid og rum hænger sammen for hende, og digtene viderebringer det. Omslag af Svend Wiig Hansen: farverig"bølgeabstraktion" - som solglitren i vand.