Endnu et bidrag i serien " Tænkepauser". Denne gang om sproget som et kulturelt fænomen. Som de andre i serien er det forskningsbaseret viden formidlet for lægfolk.
Sproget kan beskrives og behandles fra et utal af perspektiver. Her er det primært en kulturel vinkel, der er anlagt på emnet. Sproget er hjørnestenen i civilisationen, som er det, der er med til at forme, hvordan vi tænker. Det er samtidig det, der i modsætning til dyrene, gør os i stand til at kommunikere om abstrakte emner. Sproget er livsvigtigt for os, så vigtigt, at historien har vist, at det kan være medvirkende til at starte krige. Undersøgelser viser, at vi i gennemsnit fremfører 16.000 ord om dagen, og sproget kan bruges kreativt og være med til at udtænke og udtale nye ting. Formen smitter af på indholdet, og sågar små nuancer ændrer betydningsindholdet. Som i de andre bind i serien fremhæves vigtige pointer i teksten med farvet tekst og en lille taleboble.
Det er en forfatter med et enormt overblik over stoffet, der er i stand til på 60 sider at samle og anskueliggøre et stof, så det er relevant og lettilgængeligt. Tilmed er det formidlet i en let, legende og humoristisk tone, så det er en fornøjelse og dybt interessant. Det er forskningsformidling, når det er bedst.
Bogen er unik, men kan godt sammenlignes med Hvad er sprog.