Film / fiktion / krimi

Stand up guys


Beskrivelse


Val der er svindler, bliver efter 28 år løsladt og glæder sig til at få hygget igennem med de gamle venner. Men alt er ikke som det var og Vals ven, Doc, bærer på en hemmelighed som for alvor vil sætte venskabet på en stor prøve.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. jan. 2014

af

af

Knud-Henrik Bentzen

d. 17. jan. 2014

At se krimikomedier med legendariske skuespillere i slutningen af deres velmagtsdage er altid interessant. De får vi lov til i Stand up guys som centrerer sig om venskaber og kriminel fortid i en skøn forening.

Den aldrende Val (Al Pacino) bliver efter 28 år løsladt fra fængslet, og har derfor ikke andet i hovedet end at få gang i den med vennerne, Doc (Christopher Walken) og Hirsch (Alan Arkin). Val er uvidende om Docs enorme gæld til mafiaen og på et tidspunkt vil de 3 venner blive nødt til at konfronteres med sandheden. Dette er omdrejningspunktet i denne historie. Instruktør Fisher Stevens har lavet komedier og krimier i mange år, men er nok mest kendt for at have været gift med Michelle Pfeiffer samt at være et af de mange ofre i kultgyseren "The burning", 1981.

Der er pt. en del film hvor gamle venskaber plejes via "a night on the town", senest i form af Last Vegas med Robert De Niro og Morgan Freeman. De er alle kommet i kølvandet på de grovkornede "Tømmermænd"-film. Stand up guys er dog en del mere underspillet end sidstnævnte.

Plot og handling er i Stand up guys ikke meget andet end et simpelt skelet og reelt en undskyldning for at opleve 3 veteraner gøre det, de gør bedst. Filmen skal ses på grund af Pacino og Walkens måder at parodiere og ironisere over de gangstertyper, de alle er blevet kendte på at portrættere. Den går ikke over i filmhistorien men er godt håndværk til en hyggelig aften.