Spændende og overraskende krimi om det umage par politiassistent Christian Porsing og den tyske profiler Sigga Freitag, som er taget til Sverige for at opklare en mystisk bortførelse af en pige tilbage i 2012. Kan de finde pigen, før det er for sent? For læsere af gode nordiske krimier med træk fra thriller-genren.
Efter Jeg er Sarons rose er Jakob Melander nu klar med 2. del af trilogien om Christian Porsing og Sigga Freitag. Christian er rejst til Berlin for at hjælpe Sigga med hendes nye bog, da de lokkes til Sverige for at hjælpe med at finde en pige der blev bortført som 9-årig tilbage i 2012. Pigen var formodet død, men nye spor er dukket op i sagen, bl.a. et brev skrevet af pigen selv. Da Sigga pludselig tager tilbage til Tyskland, gør Christian med succes brug af de mentale teknikker, han har lært, og bringer politiet tæt på kidnapperen. Men er det for sent, og hvad er det som Sigga er så bange for?.
Velkomponeret krimi skrevet i Melanders lettilgængelige men stadigt flotte sprog. Persongalleriet er lidt vel klichefyldt, men det er eneste anke mod denne underholdende krimi, hvor spændingsflowet holder hele vejen. Det anbefales at have læst 1. del først, men bogen kan sagens læses selvstændigt.
Stemningen og spillet mellem de to hovedpersoner giver mindelser om Stieg Larssons første bøger i "Millennium"-serien. Stilistisk er der paralleller til Lars Kepler, Thomas Enger og Arne Dahl.