Flot bog om et meget alvorligt emne. Børnearbejde findes overalt i verden, og i 6 fyldige kapitler fortæller den om baggrunde, konsekvenser og mulige løsninger. Der er selvoplevede beretninger om tæppearbejdere i Pakistan, landarbejdere i Texas og en kludesamler i Katmandu. Der er kapitler om fysisk nedslidning, usle leve- og arbejdsvilkår samt manglende skolegang. Der er oplistet mulige løsningsmodeller gennem organisationer som UNICEF, ILO, lovgivning om obligatorisk skolegang og regler om børnearbejde i de enkelte lande. Bogen slutter af med historien om et storstilet indsamlingsprojekt i USA og til sidst er der oplistet nogle spørgsmål til overvejelse og debat. Bogen er forsynet med en annoteret litteraturliste. Der er henvisning til internetadresser og til adresser på foreninger og institutioner, og til allersidst et stikordsregister. Teksten suppleres af en række velvalgte fotos med portrætter af arbejdende børn. Bogen har et nydeligt layout, som passer fint til det alvorlige indhold. Forsiden signalerer nærmest kunstbog og vil næppe appellere til målgruppen, mens bagsideteksten er god og dækkende. Alt i alt en god bog, som med lidt formidling kan bruges til opgaver og projekter fra 14 år.