Vi kender Camilla Christensen som en lyriker, der sprogligt og tematisk formår at komme ind under huden på os med nærværende digte, der ofte tager deres udgangspunkt i forholdet til mand og barn. Denne prosadebut er mere problematisk, fordi det er som om bogens 9 noveller, hvoraf flere ultrakorte, i deres underbetoning og antydninger opfører sig som digte. Det er større og mindre børn i forskellige mindre rare situationer, det drejer sig om i novellerne, men Camilla Christensen viser os ikke børnene, skriver ikke sin prosaen driftig og fanger derfor ikke læseren ind. Imidlertid kan bogen læses af interesse for et forfatterskab i udvikling og for en sprogtone, der stadigvæk præges af Camilla Christensens kunstneriske talent.