Buddy Bert er agent for statens sikkerhedstjeneste, Organisationen, som skal sørge for sikkerheden om bord på multimilliardæren Arnold B. Elioarts jordomrejse i et specialbygget luftskib. Terroristen Ashem Nadar, med tilnavnet Stjernemanden (samt en umiskendelig lighed med Osama bin Laden), vil gøre alt for at sabotere luftskibet og udslette Elioarts "Freedom Imperium", og samtidig stræber han - som alle terrorister - efter verdensherredømmet. Intrigen rummer rigeligt med klicheer, men savner den nødvendige dynamo, som skal få læseren til at involvere sig følelsesmæssigt i handlingen. Hverken hovedpersonen Buddy Bert eller hans modspiller Elioart er psykologisk godt nok funderede til at gøre dem nærværende for læseren. En stribe slapstickindslag skal virke som modvægt til den på papiret alvorlige intrige, men historien letter aldrig, bl.a. på grund af en tung og stiv billedside. Peter Degerbøl har tydeligvis investeret megen tid og energi i tegningerne, men hans sort-hvide sidekompositioner forekommer mig overlæssede og mangler indre dynamik og gennemslagskraft. Albummet betegner et skridt frem i forhold til det første Buddy Bert-album, men de store børn og unge kan fortsat let finde mere appellerende tilbud på tegneseriemarkedet.