Den foreliggende bog om Stockholm er Henrik Wivels personlige kærlighedserklæring og beskrivelse af den svenske hovedstad. Kan læses som optakt til en rejse til byen eller som lystlæsning for den kulturinteresserede.
Henrik Wivel elsker Stockholm og er kommet der meget. Han elsker byen så meget, at han ligefrem sammenligner passionen med "Stockholmssyndromet", et kendt fænomen byen har lagt navn til og som der også refereres til i denne sprudlende bog. Sprudlende af referencer til steder, litteratur, forfattere, kunstnere, skulpturer, mad og meget, meget mere. Bogen er inddelt i bydele og hver bydel er gengivet på kort. Derefter følger forskellige kapitler, der fokuserer på henholdsvis arkitekturen i Stockholm, kunsten i byen og Skærgården. Derefter følger et kapitel om klassiske spisesteder i byen. Bagerst i bogen er der en litteraturliste og til sidst tre registre: adresser, navne og steder. Bogen er nem af orientere sig i og kan enten læses punktvis eller fra ende til anden. Man bliver smittet af entusiasmen fra forfatteren, og hvad enten man selv rejser dertil eller tager rejsen i sofaen, får man noget med fra Henrik Wivels bog.
Bogen Stockholm i serien Vide verden er også en anderledes rejsebeskrivelse om Stockholm, men med bidrag fra mange forskellige kulturpersonligheder med hver deres fokus.
En medrivende og sprudlende kærlighedserklæring til Stockholm, hvor den kulturinteresserede vil finde en sand guldgrube af inspiration.