Endnu et bud på en serie, som man kan anvende, når H.C. Andersens fødselsdag skal fejres i april. Forlaget Gullhoj udgiver mange små bøger til formålet. Denne pakke hedder H.C. Andersens eventyr. 3 og består af 10 forskellige bøger, cd samt kopimappe med opgaver og facithæfte. Jeg har haft mulighed for at læse de ti bøger indeholdende 11 mere eller mindre kendte H.C. Andersen-eventyr. Umiddelbart signalerer de små bøger letlæsningsbøger, men de henvender sig til øvede læsere fra 10 år. Lix ml. 17-24,4. Sprogbrugen er rimelig tro mod originalteksterne, hvilket jeg finder godt. Flere steder er anvendt svære ord og ældre begreber, som kræver en forklaring - her vil jeg blot nævne: høstmanøvre, stængede og anseelse. Teksterne, der er sat med en stor åben sats, er inddelt i afsnit. Hver bog er illustreret med 4 helsides illustrationer i farver samt et indbydende omslag. Bagsiden giver et kort citat fra teksten. Titelbladet viser en silhuet af Andersen. Alle eventyr indeholder dyr eller ting med menneskelige egenskaber, og det er i deres skæbner, disse personificeringer, Andersens budskab eller morale befinder sig. Fx hvis man er for fin på den, ender man i rendestenen eller i tagrenden, og driller man, kommer hævnen senere i livet.