Denne bog beskæftiger sig med den verdslige procesrets udvikling i det middelalderlige og det postreformatoriske Danmark. Af det danske kildemateriale fremgår, hvorledes Det fjerde Laterankoncils forbud mod gejstliges deltagelse i afviklingen af gudsdomsbeviser i årene efter 1215 blev implementeret i verdslig dansk ret og fordrede såvel en fundamental omlægning af procesretten som en institutionel nyindretning af retsplejen. Samtidig havde den verdslige, danske procesret i såvel senmiddelalderen som efter reformationen et udpræget konservativt præg i modsætning til de fleste andre lande, da dansk procesret konsekvent forblev baseret på den procesret, som fulgte af de radikale forandringer i det 13. århundrede. Mens for eksempel tortur med baggrund i den nye lærde procesret blev indført som et almindeligt tilladt instrument til at fremtvinge tilståelser fra ellers vrangvillige mistænkte mange steder i senmiddelalderens Europa, anvendte man i Danmark først tortur efter domfældelsen.