Spil / computerspil

Summer challenge : athletics tournament


Beskrivelse


Sportsspil. Start fra bunden og opbyg din egen karriere som toptrænet superatlet i 20 forskellige atletikdiscipliner, hvor du kan vælge mellem 4 forskellige sværhedsgrader. Bliver du mindst nummer 3 i konkurrencerne, åbnes der op for videre deltagelse i nye konkurrencer. Spil mod op til 3 af dine venner med splitscreen-funktionen.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. nov. 2011

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 16. nov. 2011

Wii. Et flot atletikspil som lader spilleren søge udfordringer inden for en lang række atletikdiscipliner. Henvender sig til alle atletik-interesserede fra cirka 10 år. Sværhedsgraden kan justeres. PEGI: 3. Sprog: engelsk.

Spillet tilbyder 20 forskellige atletikdiscipliner og et pænt udvalg af spilmodes. Jeg betragter dog Career som det virkelige tyngdepunkt i spillet, og her kan du som i talrige andre sportsspil opbygge din karriere fra ung wannabee til en toptrænet, professionel atlet. Alle resultater bedømmer atleten på 4 egenskaber: hoved, krop, arme og ben, og man skal opnå mindst en tredjeplads for at låse op for videre adgang i konkurrencerne. Grafikken i spillet er lidt over standard på platformen, og i sammenligning med xbox 360-versionen fungerer kontroldelen langt bedre med wii's nunchuck og remote controller, hvor man til tider næsten får lov til at få hele kroppen i spil.

Kan sammenlignes med forgængeren fra 2009, hvor der er sket en del forbedringer i grafikken, men antallet af discipliner er skåret ned fra 28 til 20. En seriøs mangel er online multiplayerdelen, som er indeholdt i spillet på de øvrige platforme.

Spillet er et udmærket atletikspil på platformen, og det har en fin grafik og et udmærket udvalg af gamemodes. Umiddelbart vurderer jeg at denne type sportsspil fungerer bedre på wii-platformen end på de øvrige platforme i kraft af en bedre kontrol-del. På denne platform mangler dog online multiplayerdelen, hvor man kan konkurrere mod andre spillere fra hele verden.


Bibliotekernes vurdering

d. 14. nov. 2011

af

af

Peter Martin Jørgensen

d. 14. nov. 2011

PS3. Sportsspil. For alle der kan lide intense spil hvor man kæmper mod/med andre, eller bruger tid på at træne sin karakter for at blive den bedste. Sprog: engelsk. PEGI: 3. Fra 10 år.

Her har vi et moderne take på et klassisk atletikspil, hvor man har mulighed for at dyste i en række forskellige sommer-sportsgrene. Hver gren er forskellig men modellen er ens. Man stiller op, kæmper for livet og førstepladsen, og gentager eller bevæger sig videre til næste. I hver disciplin skal der styres på forskellig vis. Meget af tiden er styringen ganske intuitiv og lækker, mens der på andre tidspunkter er direkte referencer til de allertidligste olympiadespil på fx Commodore 64, hvor der trykkes manisk på knapperne. Der kan spilles på en række måder. Den simpleste er en enkelt disciplin ad gangen. I Career-mode skal der trænes og låses op for de enkelte sportsgrene. Her træner man bestemte egenskaber, og her aner man en anelse taktik og forpligtelse ved spillet. Det er oplagt at kaste sig ud i Multiplayer. Dette kan ske lokalt hvor man kan spille 4 sammen ad gangen eller online hvor man kæmper sig op/ned af online ranglister. Grafikken er flot. Man spiller på 4 arenaer der skaber en fin stemning at deltage i en sportsevent, samt virker som en tv-transmission.

I forbindelse med bl.a. De Olympiske Lege er der blevet udgivet en massiv samling spil. Formmæssig minder dette en del om Vancouver 2010.

Summer challenge : athletics tournament er et ganske fornuftigt spil uden at være nogen nødvendighed. Mangler man et olympisk spil inden OL London 2012, så er dette ikke det værste bud.


Bibliotekernes vurdering

d. 26. okt. 2011

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 26. okt. 2011

Xbox 360. Et hyperflot atletikspil som lader spilleren søge udfordringer inden for en lang række af discipliner inden for denne sportsgren. Henvender sig til alle atletik-interesserede fra cirka 10 år. Sværhedsgraden kan justeres, men spillets kontrolsystem stiller store krav til tålmodigheden og fingerkræfterne. PEGI: 3. Sprog: engelsk.

Spillet tilbyder 20 forskellige atletikdiscipliner og et pænt udvalg af spilmodes. Jeg betragter dog Career som det virkelige tyngdepunkt i spil, og her kan du opbygge din karriere fra ung wannabee-atlet til en toptrænet, professionel atlet. Alle resultater bedømmer atleten på 4 egenskaber: hoved, krop, arme og ben, og man skal opnå mindst en tredjeplads for at låse op for videre adgang i konkurrencerne. Grafikken i spillet er blændende, men som i mange andre atletikspil er det kontroldelen som er det problematiske element. På dette felt tror jeg at spillet vil få mange spillere som ellers er betaget af sportsgrenen og spillets flotte grafik til at stå af. I mange af disciplinerne skal man virkelig tæske sin controller for at kunne mestre spillet, og ofte er der brug for pauser mellem kampene for at hvile de smertende hænder og fingre.

På Xbox 360-platformen kan Summer challenge sammenlignes med "Summer athletics" og er, så vidt jeg kan bedømme, et bedre spil end dette.

Spillet er uden tvivl det flotteste atletikspil på markedet lige nu, og har en fantastisk grafik og et udmærket udvalg af gamemodes - her vil jeg især fremhæve den gode multiplayerdel. På den negative side tæller de store problemer med kontrol-funktionerne i spillet.