Playstation 2. Summoner til playstation 2, er et rollespil, der foregår i den afsidesliggende verden Khosos. Vi følger den unge Joseph og hans venner i deres færd for at skabe fred mellem de to kontinenter Orenia og Medeva, ved at bekæmpe tyrannen Murod. Det er en meget omfattende fortælling, der oprulles for spilleren. Foruden hovedhistorien er der et væld af mini-quests man kan prøve at løse og dermed øge sine evner inden for magi og våbenbrug. Desuden har man mulighed for høre en masse fortællinger om Khosos' historie og religion. Joseph bærer Summonernes mærke og har derfor evnen til at fremkalde og kontrollere dæmoner og det bliver der rig lejlighed til, for der er masser af underlige væsner der skal nedkæmpes. Styringen fungerer fint og det er nemt at skifte mellem personerne i gruppen. De har alle hver især deres værdifulde evner: bueskytte, tyv, magiker, kriger osv. I starten hvor man kæmper alene er taktikken ret simpel, men efterhånden som vennerne kommer til, kan man på forhånd lægge flere strategier. Selve kampene afvikles som en kombination af turbaserede og realtime handlinger og det fungerer fint. Udmærket lyd og virkelig flot grafik, der dog har den lille fejl at grafikken i horisonten først opbygges når man kommer nærmere, så bygninger nærmest popper op foran en. Summoner er et imponerende spil, med en kompleks, stemningsfuld og spændende historie. Af og til føler man dog at man næsten taber tråden, når man møder så mange mennesker og skal læse så meget, men heldigvis gemmes den vigtigste viden automatisk i en logbog. Et playstationrollespil på niveau med nogle af de bedste vi ser til pc. Engelsksproget. Fra ca. 14 år og opefter; også velegnet for voksne.