En bog om vægtregulering og vægttab med både personlig erfaring, opskrifter, råd og tips til alle, der har brug for et skub for at komme videre i den sunde retning.
Denne bog er Julie Berthelsens bud på, hvordan man kan tabe de overflødige kilo - uden helt at miste den gode smag og de lækkerierne. Det er først og fremmest hendes personlige historie, om hvordan hun kom til at veje over 100 kilo - og hvordan hun kom nærmere sin normalvægt igen. Opskrifterne udgør resten af bogen med et opskriftsregister bagest. Hendes personlige beretning handler først og fremmest om den måde hendes liv - og dermed også hendes vægt - har formet sig på. Fra elite-idrætsudøver til sanger til gravid. Og at finde balancen mellem kost og motion, når man ikke har regelmæssige arbejdstider, rejser en del og pludselig også står med et lille barn. Her er inspiration til hvordan det kan lade sig gøre, hvor man kan hente hjælp, og hvordan man med "syndige" dage måske kan undgå at falde i igen. Forfatteren er ikke uddannet diætist, kostvejleder eller andet, men bruger af sin egen (livs)erfaring og glæde ved at lave mad.
Inspirerende og interessant. Opskrifterne er med kendte ingredienser - måske bortset fra nogle sukker-erstatningsprodukter, der ikke lige fås alle steder. Og de virker nemme at gå til.
Der findes mange kostvejledningsbøger - også nyere. Denne bogs force er forfatterens personlige historie, der ligger til grund for bogen.