Atter en gang gør John Callahan grin med alle dem, vi normalt slet ikke må le af. De blinde, selvmorderne og krøblingene står forrest når han deler hug ud. Men da det eneste gennemgående træk er, at det skal være stødende og gerne lidt ulækkert for at være rigtigt morsomt, er der mange andre, der får deres sag for. Den kendte, rodede, lidt usikre streg underbygger det småsjofle, halvfordrukne univers, Callahan færdes i med så stor glæde. Til forskel fra flere tidligere albums, indeholder dette udelukkende tegninger og ingen selvbiografiske afsnit. Der serveres to tegninger pr. side nogen gange med samme tema andre gange vidt forskellige, men uanset sammensætningen holdes der et konstant højt niveau. Callahan har i sin selvbiografi fra 1995 Bare rolig, han kommer ikke langt til fods fortalt historien om hvordan han, siden han som ganske ung blev lammet ved en meningsløs spritulykke, har kæmpet for retten til fortsat at være utilpasset, utaknemmelig og utugtig. Surt show! Brug aldrig... viser, at han stadig klarer den opgave, og det er der grund til at glæde sig over.