En præsentabel bog for læsere med interesse for dansk kunst.
Som kunstner er Susette Holten (1863-1937) i dag primært kendt for sine keramiske værker. Hun var blandt pionererne i den tidlige danske skulpturelle kunstnerkeramik, og arbejdede bl.a. sammen med Thorvald Bindesbøll. Men ellers huskes hun mest som lillesøsteren i den berømte Skovgaard-familie, med faderen, guldaldermaleren P.C. Skovgaard og brødrene Joakim og Niels. Men nu bringer denne smukke og veltilrettelagte bog, der udgives i forbindelse med en udstilling der vises i Viborg og Vejen, den noget oversete lillesøster i centrum, og viser spændvidden i hendes kunstneriske virke. Det sker med artikler om hendes malerier, keramik og dekorative værker og om hendes aktive virke i datidens kunstnermiljøer. Der er også genoptryk af hendes egne levende fortalte artikler om livet i Skovgaard-familien. Gennemillustreret med gode gengivelser af hendes værker og med en del samtidige fotografier.
Lars Aabo bringer i Jomfru i fugleham, 2007, en anden fra pionergenerationen fra 1880'erne af kvindelige danske kunstnere frem i lyset, nemlig Elise Konstantin-Hansen, der som Susette Holten var født ind i et kunstnermiljø.
En smuk kunstbog, der kommer fint rundt om maleren og keramikeren Susette Holtens liv som del af den berømte Skovgaard-kunstnerfamilie, og om hendes virke som selvstændigt skabende kunstner.