Vicekriminalinspektør Niels Kjøller er af mange respekteret og berømmet som en af vores bedste kriminalfolk, bl.a. i forbindelse med Lundin-sagen. Efter mere end 40 år ved politiet har han nu nået en alder, hvor han skal pensioneres. I den anledning har han skrevet primært om sit professionelle liv, som flere gange har bragt ham i mediernes søgelys - både på grund af flotte resultater og på grund af mere ømtålelige aktiviteter. Han beretter åbent og ligefremt om begge sider, og resultatet er blevet en række velfortalte historier fra mødet med forskellige typer kriminelle. Målgruppen skal nok primært findes blandt læsere af autentiske kriminalsager, men da Kjøller er et kendt ansigt, vil andre også kunne fatte interesse.