Helt ud i formen og den grafiske tilrettelæggelse er Klaus Rifbjergs nye kritiske essay en opfølgning af Karakterbogen fra 1992. Hererigen tale om en række skarpe, polemiske udfald ogreplikker, hvor samtiden får læst og påskrevet. Rifbjergs katalog over tidens synderegister rækker lige fra krigen i det forhenværende Jugoslavien, over Maastricht til en kritik af mørkemændene ogdommedagsprofeterne i den danske kulturdebat, hvis moralisme og misantropi han ser som produktet af den skyld- og syndsbevidsthed, der er indlejret i den luthersk-protestantiske tradition. Igennemalle tidens trends og tanker afløser Rifbjerg tidens hang til det 'dybe' og metafysiske, hvadenten det har form af purisme og berøringsangst eller dyrkelse af 'lort, split og splatter', og sommodtræk hertil forsøger han at rehabilitere kulturradikalismens tro på humanismen, fornuften og fremskridtet. Der er ikke det fænomen i tiden som ikke påkalder sig Rifbjergs opmærksomhed, men underbogens polemiske strøm afmeninger og holdninger går der en varm 'understrøm' af erindringer og dagbogsnotater, hvor forfatteren reflekterer over tid og alder, eller han noterer sig vejrets ellerlysets beskaffenhed. I disse øjeblikke, hvor sansning og erindring forbinder sig med hinanden, ser man Rifbjergs virkelige kunstneriske format, der rækker langt ud over det tidsbundne ogdagsaktuelle, og forvandler moralisme til kunst.