Ny revideret udgave af forfatterens bog fra 1983. Omslaget er nyt, men viser som det tidligere et udsnit af grønsager i farver. En del af bagsideteksten er skrevet om, og en ny tegner har tilføjet flere små tegninger og peppet andre op, så bogen fremstår i en mere moderne stil. Derudover er forordet omskrevet. Ellers ligner den nye udgave den gamle. Kapiteloverskrifterne er de samme, og det er teksten stort set også. Der er kun sket mindre ændringer. På side 51 i den nye udgave oplyses det, at maden vil være syredannende, hvis den vægtmæssigt består af 60 procent syredannende og 40 procent basedannende produkter. I den gamle er tallene 50 procent. Hvorfor procentfordelingen er ændret, oplyses ikke. Opskrifterne er de samme med et par små ændringer. Der er tilføjet en opskrift på sesamdressing, mens en opskrift på squash-kartoffelfad er udgået og erstattet med en på græske kartofler. Det undrer mig lidt, at forfatteren slet ikke nævner pasta, der i årene siden førsteudgivelsen er blevet meget populært. Der findes andre bøger, der omtaler syre- basebalancen, men ingen så grundig og lettilgængelig. Bogen kan fint anvendes i biblioteker, hvor førsteudgaven er slidt op. Med nutidens mange kostbetingede helbredsproblemer er den mere aktuel end nogensinde.