Måske én af de vigtigste udgivelser i lang, lang tid vedr. det teoretiske fundament for undervisning. Bogens undertitel antyder at forfatteren mener dels at have fat i noget grundlæggende og eksemplarisk, dels at han bestræber sig på at fortælle i en form som er umiddelbart forståelig og vedkommende. Dette hindrer absolut ikke at det teoretiske grundlag er i orden: der trækkes linjer fra Piaget, Bruner, Varela, Luhmann, von Voerster m.fl., og der dokumenteres hele vejen igennem. Sverre Moe har i bestræbelserne på at sammentænke systemteorierne og konstruktivismen opfundet begrebet: undervisende kommunikation. Begrebet bruges til både at karakterisere det objektivistiske, ydrestyrede undervisningssyn som bør lægges i graven, og til at karakterisere det nye teoretiske grundlag og den ønskværdige praksis. I den pædagogiske debat er udsagn som: "Ingen kan lære nogen noget" og "Ansvar for egen læring" efterhånden blevet lagt for had. Sverre Moe viser hvilke dybe sandheder der gemmer sig bag sådanne udsagn, og opfordrer os til at tage en alvorlig diskussion om kernen i undervisningsopgaven. Bogen er uhyre relevant til lærerbiblioteker og andre pædagogiske fagsamlinger.