Rifbjerg tager i denne bog udgangspunkt i det store spørgsmål: Hvad er egentlig meningen med det hele, hvad er meningen med tilværelsen? Altså det vigtigste og sværeste spørgsmål at besvare. Rifbjergs bog bliver en strømmende, associerende tekst, der i sin strømmen både rummer hvasse karakteristikker af bl.a. toppolitikere og kulturpersonligheder og erindringer fra barndomsårene. Blandt de førstnævnte findes fx karakteristikken af Socialdemokraternes Helle Thorning Schmidt som "(...) produkt af en tid, hvis målsætning frivilligt eller ufrivilligt er indstillet på at søge tilflugt i den lavest mulige fællesnævner (...)". Blandt de sidstnævnte findes erindringer om blandt andet som barn at følge et åløb, for mig bogens højdepunkt, og om skoleårene under og efter Besættelsen, hvor de jødiske elever forsvandt, til Sverige, nemlig, og siden dukkede op igen, og nu også kunne svensk. Og meningen med det hele? Den "(...) ligger muligvis her i skæringspunktet mellem det menneskeskabte - kunsten - og det uoverskueligt selvbestaltede og utæmmelige - naturen". Sådan hedder det mod slutningen af denne både inderlige og indædte bog, der kan anvendes parallelt med bøger som Karakterbogen : et virrehoveds notater, 1992.