For alle der vil være mere bevidst om, hvilke elementer der er forudsætningen for at kunne netværke.
Umiddelbart kan det virke sært, at noget så tilsyneladende useriøst som smalltalk kan være emnet for en bog, og det er også med et overbærende smil på læben, man giver sig i kast med den. Men i nutidens samfund er det at kunne netværke helt fundamentalt i såvel arbejds- som privatliv. Smalltalk er indgangen til at koble sig på et andet menneske, og forfatteren indkredser den særlige samtalegenre på en sober måde. Hun må nødvendigvis i den sammenhæng beskæftige sig med forskellige mennesketyper, roller, mentale barrierer, kropssprog og andre elementer der vedrører menneskelig kommunikation. Bogen får en god måde anskueliggjort, hvorfor nogle kontakter umiddelbart lykkes godt, og andre ikke gør det. Om man så kan læse sig til at blive en bedre smalltalker, er så spørgsmålet. Bogen er en kort udgave af forfatterens Smalltalk - dit vigtigste sociale redskab på job, i netværk og privat, 2007. Den første udgave går imidlertid helt anderledes i dybden, og indeholder bl.a. et kapitel om den skriftlige side af smalltalk, så den lille nye udgave overflødiggør ikke den første.
Emnemæssigt ligger bogen tæt op ad en bog som Jensen: Kommunikativ kompetence, 4. opl. 2006, som dog breder emnet ud til også at beskæftige sig med kunsten at præsentere og tale offentligt i større forsamlinger.
En kort præsentation af, hvad kunsten at kunne smalltalke betyder for det at danne netværk.