Tage Skou-Hansens forfatterskab er stort. Siden debuten i 1944, en nekrolog over Kaj Munk, har han velsignet os med en lang række essays og mange romaner og et par skuespil. Han fremstår som en af de største danske realistiske forfattere fra de sidste 50 år af forrige århundrede. Dette forfatterskabsportræt er først og fremmest en kronologisk værkgennemgang baseret på den biografiske analysemetode. Det betyder, at denne bog, udover at være en meget grundig gennemgang af de enkelte værker, også er en god biografi om TSH og i virkeligheden også en danmarks- og litteraturhistorie. Bogen er rigt illustreret, den er udstyret med et uddybende noteapparat, og den er let at læse. Den henvender sig derfor til de fleste biografilæsere, til gymnasieelever - hvis de i øvrigt læser forfatteren(!) og til litteraturstuderende osv. Der er et personindeks med 86 henvisninger. Endelig er der en litteraturliste med knap 200 henvisninger. Ejgil Søholms Tage Skou-Hansen-biografi, Fra frihedskamp til lighedsdrøm, fra 1979 har her fået en værdig arvtager.