Film / fiktion

Tak for i aften. Afsnit 1-4


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. dec. 2011

af

af

Ulrich Breuning

d. 14. dec. 2011

1. sæsons otte afsnit af TV2 Zulus satireprogram Tak for i aften, 2007 er grovkornet komik og falden-på-halen-slapstick, som er leveret med afslappet energi af stand up'erne Mick Øgendahl (f. 1973) og Rune Klan (f. 1976). Målgruppen er et primært ungt publikum, der sætter pris på rapt og direkte tv med tidens pulsslag og serielle, bevidst platte sketcher samt endnu plattere, grænseoverskridende vittigheder.

En kvik, afsluttende replik i mikrofonen - en butik, der sælger take away-parykker, kaldes hentehår! - og Mick og Rune vurderer aftenens optræden med slet dulgt konkurrence om at være først, størst og bedst! Derefter følger en række numre, hvor parret optræder alene eller sammen i talrige forklædninger under talrige navne (Robert Fuck Larsen!), og intet går ram forbi: Strømere på patrulje, gnavne gamle mænd, en usynlig soldat, lesbisk par, selvmorder; operationsgang, spasdommerne ...!.

Der er samme forfriskende gå-på-mod som i kollegaerne Brian Mørks og Simon Jul Jørgensens beslægtede satireprogram Mørk & Jul, 2009. Tak for i aften er gennemført politisk ukorrekt (ofte langt under bæltestedet), men der klippes hurtigt, når det hele bare er for meget. En inspirationskilde er Casper Christensen, der er krediteret på serien som konsulent, og i øvrigt optræder han og Frank Hvam som gæster. Programmet tog en ny runde i 2008.

Der er så stort et output, at alle indfald bestemt ikke er lige sjove. Men det hele føres frem med en selvsikker, smittende energi, som giver mange points.