Tannhäuser

"Sikke sangere! Og så endda kombineret med en mesterdirigent, hvis elegante, magtfulde svirp løfter den musikalske side af sagen til stjerneniveau. Derfra trækkes vi desværre atter ned på jorden af scenografiens anstrengende sci-fi-prægede postmodernisme ... Anmelderen endte med at føle sig dybt splittet mellem musikalsk overskud og visuelt underskud".

Læs anmeldelse

"The MET lever helt op til sit konservative ry, men de naturalistiske scenebilleder er smukke, stemningsfulde og ikke overlæssede, personføringen er naturlig og udtryksfuldt gennemarbejdet, og Levines syngende orkester får operaen til at lette med flugt, skønhed og dramatik. Man kommer tæt på både ord og toner ... Levine bruger pariserversionen med den stærkt udvidede Venusbjergscene - et helt rigtigt valg med hans sensuelle schwung, en ballet der for en gangs skyld giver løssluppenheden en elegance der kommer den raffinerede musik i møde, samt ikke mindst en strålende Venus med lige dele hedensk sanselighed og menneskelig skrøbelighed".

Læs anmeldelse

"Was sich dem Betrachter in diesem Mitschnitt von 1978 heute präsentiert, ist eine konzentrierte, bei Nahaufnahmen in der Gestik gelegentlich überdeutlich wirkende Inszenierung mit einem Touch von Kunstgewerbe etwa im Venusberg (auch in John Neymeiers Choreographie) sowie eine engagierte musikalische Darbietung unter Colin Davis mit formidablen Leistungen der Sänger".

"Daniel Barenboim conducts his excellent forces as if he really does believe in the work, and the result ... is that, though the work may not completely convince, there is far too much powerful music and drama in it for it to be relegated to rarity-status ... Peter Seiffert, our anti-hero, has vast experience of the role ... All the other singers are excellent, with Peter Mattei a paragon of intensity, musicality and warmth".

"Instruktøren Sasha Waltz [formår] med ret enkle midler at skabe en elegant og interessant forestilling ... Musikalsk er forestillingen i top under Daniel Barenboims ledelse ... Peter Seiffert er ikke nogen årsunge, og nogen stor skuespiller har han nok aldrig været, men hans Tannhäuser er vokalt upåklagelig med frit klingende højde ... Danske Ann Petersen er en fin Elisabeth ... Som hendes modstykke Venus er Marina Prudenskaya ligeledes meget velsyngende ... Peter Mattei ... og René Pape ... er ren verdensklasse".

"Det er en visuelt stærk, ret abstrakt og symbolladet forestilling, der har en personlig indgang til værket, men den handler heldigvis om det stykke, Wagner skrev ... Waltraud Meier ... spiller ud id et store format og fanger alle facetter ... En anden toppræstation kommer fra Stephen Milling ... Tannhäuser selv, Robert Gambill, er scenisk meget overbevisende ... Den ideelle Tannhäuser findes ikke, men denne udgave har meget at byde på".

"Den scenografiske opsætning er overvældende udtænkt og udført i den sådan grad, at synet truer med at overtage ørernes førsteplads. Gæsternes indtog og sangerdysten er mageløst flot og korets udførelse er superbt ... Tillige det skuespilmæssige står stærkt og alligevel jævnbyrdigt med et højt sangerniveau. Dertil smukt orkesterspil ... Samme fornemme niveau som The Copenhagen Ring".

"Det er ikke kun kunstneren Tannhäusers sjælelige kvababbelser, der endevendes i denne iscenesættelse. Det er i høj grad også hustruen - og moderen - Elisabeths følelser, der udstilles, i kraft af Tina Kibergs stærkt dramatiske nærvær og vokale finfølelse ... Hvad angår iscenesættelsens originalitet, føjer denne dvd-udgivelse sig smukt ind i forlængelse af den prisbelønnede opsætning af Wagners Ringen ... Desværre er Det Kgl. Kapel og Operakoret ikke på det niveau, som de har vist ved andre lejligheder".

"Ce Tannhäuser - version "parisienne" de 1861 - confirme un talent vif et original [Kasper Holten] ... Cette vision flatte les chanteurs au beau potentiel d'acteur, à l'image de Tina Kihberg, une Elisabeth dont la classe et le pouvoir d'incarnation compensent largement le manque de fraîcheur ... Constat plus problématique encore pour le Tannhäuser d'Andersen, trop démonstratif dans le jeu et contraint dans le chant ... L'orchestre notamment ... est médiocre".

"Musically its a decent and in some ways fine performance, but I find the production of Robert Carsen impossible. Tannhäuser is about a song contest, but Carson's version is about a contemporary art award ... Peter Seiffert sings powerfully and expressively as Tannhäuser, and Petra Maria Schnitzer a bit too powerfully as Elisabeth. The orchestra, under Sebastian Weigle, gives a strong account of the score".