Rosing (1896-1965) var præst i Grønland og skrev denne roman, der regnes for et hovedværk i grønlandsk litteratur, i 1955. Handlingen foregår omkring 1845, hvor vi følger en række eskimofamilier under forberedelserne til og selve rejsen til den store fælles sommerlejrplads, Taseralik. Fra nord kommer en familie med den smukke Maaliannguaq, der mod sin vilje er lovet bort til en løjser. Fra syd kommer en anden familie med den unge fanger Mikaalli, der drømmer om den store kærlighed. Den historie er romanens egentlige drive, men bogen er først og fremmest et stykke dramatiseret etnografi, der skal bevare inuitternes historie og fastholde de overleverede mundtlige fortællinger. Rosing er meget moralsk og taler først og fremmest til samtidens ungdom om at skønne på de gamle dyder og respekten for naturen. Læst med nutidens briller er romanen nok naivistisk og fortidsforherligende, men som etnografisk roman fungerer den godt. Oversætteren slutter med en grundig efterskrift, litteraturliste og forklaring af grønlandske udtryk.