Dansk eksperimenterende ungdomsfilm om otte teenagepigers liv den sommer hvor ungdomsklubben lukkede.
En gruppe på otte teenagepiger, der alle er vidt forskellige, tilbringer sommeren sammen i en ungdomsklub. De har alle hver deres problemer og udfordringer at slås med. En føler sig fanget i det forkerte køn, en anden har anoreksi og en tredje cutter sig, for blot at nævne nogle af udfordringerne.
Det er en interessant og eksperimenterende filmisk fortællerstil instruktøren Annika Berg benytter. Med et meget fragmenteret og hurtig klipning og håndholdte kameraindstillinger, underbygger stilen glimrende det følelsesmæssige kaos inde i pigernes hoveder hun man ønsker at formidle. Målgruppen for filmen er netop teenagepigerne (og drengene) og det er let for dem at identificere sig med de 8 piger, både pga. tematikkerne, men især fordi den håndholdte kameraføring og de dygtige skuespillere gør, at man til tider glemmer at det ikke er en dokumentarfilm man ser. Den blev bl.a. nomineret til både en Bodil og en Robert som bedste danske film 2018.
Filmen lægger sig i kølvandet på bl.a. den norske successerie Skam, 2015 og "efterfølgeren" Blank, 2018 (om end målgruppen her måske lige er et par år ældre). Den bringer også mindelser om Moodyssonś Fucking Åmål.