I denne serie af pædagogisk litteratur, som skal give inspiration til lærer- og lærer-/pædagogteamets arbejde, er her mange gode bud på, hvordan man kan inddrage forældrene mest muligt - som krævet - i skolens arbejde. De 7 kapitler med progression går fra "At samtale med forældre", skolens hverdag, lærerens roller, forældretyper, forældremødet, forældresamtaler frem til "Gode rammer for samarbejdet med forældrene". Selvom bogen har norsk ophav, er indholdet fint tilrettet danske forhold, lovgivning etc. I et ligefremt, letlæseligt og mundret dansk behandles emnerne sagligt og kompetent kombineret med mange udmærkede cases som eksempler. Bogens hensigt er at give inspiration til såvel lærerstuderende som til studiegrupper internt på skolen, hvilket den også magter. Ikke mindst nyuddannede lærere og pædagoger vil kunne hente mange gode ideer fra bogen, som er oplagt på lærerbiblioteket. I samme serie er tidligere udgivet Teamets arbejde med relationer og ressourcer, Teamets arbejde som selvstyrende team, Teamets arbejde med læringsstile og Teamets arbejde med det virtuelle læringsmiljø.