Henvender sig til det store krimielskende publikum på bibliotekerne. Serien er af den hårdkogte slags, så den henvender sig ikke til folk med sarte maver, og kan først ses fra 15 år.
"The Body Farm" er navnet på et forskningscenter, hvor Dr. Eve Lockhart og hendes kolleger forsker i nedbrydningen af lig. En dag kontaktes Eve af vicekriminalkommissær Hale, der vil have hende ud i den "virkelige verden" for at kigge på et rigtigt gerningssted. Eve bider på krogen, og Eve og kollegerne starter et samarbejde med politiet. Fælles for afsnittene er, at der er tale om gåder man som seere ikke lige kan regne ud, i modsætning til mange andre krimiserier. Der er kun én sæson af serien, og de er alle i denne udgave.
Hovedpersonen, Dr. Eve Lockhart, er kendt fra krimiserien Sagen genåbnet (som desværre ikke er tilgængelig på bibliotekerne), hvor hun også var retsmediciner. På nogle punkter minder The body farm meget om Sagen genåbnet fx i forhold til den meget realistiske rå atmosfære. Og et plot der er fuldstændig umuligt at gennemskue.
En befrielse at se en god, engelsk krimiserie, der byder på arbejde til de små grå. Også en befrielse at det er med retsmedicin i fokus (og her skal man ikke tænke på "CSI") og i det hele taget at serien er engelsk og ikke amerikansk, så de ryger ligefrem cigaretter! Når det er sagt, er serien ikke noget mesterværk, og det blev kun til en sæson. Så hvis man har penge på kontoen, kan den anbefales. Ellers er det ikke det store tab.