Som pigen Yuu, der er opvokset hos den store dragekonge, må du rejse ud og blive en stor helt ligesom din far, der som ung besejrede al ondskab i verden. Men måske er ondskaben nu vendt tilbage? Et eventyrligt, 2D-sidescroller JRPG-spil mest for nybegyndere og fra ca. 10 år.
Spillet har en fortællerstemme, der guider historien hele vejen igennem, og grafikken har et håndtegnet look, som giver en fornemmelse af, at man spiller sig gennem en eventyrbog eller en animationsfilm. Man kan gennemføre historien i spillet på en håndfuld timer, men man kan efter hvert kapitel af spillet også vælge at bruge tid på fx at hjælpe forskellige dyr og magiske væsener, som Yuu møder på sin færd, med deres forskellige problemer eller drømme. Rent mekanisk er det et klassisk JRPG-spil. Sprog: engelsk.
Man skal spille "The cruel king and the great hero" for det virkelig stemningsfulde og eventyrinspirerede look, og den fine, omend ret enkle historie om Yuu. Rent gameplaymæssigt er der ikke det store at komme efter, og spillets kampe og andre mekanikker bliver hurtigt ensformige. Det er et fint spil, der nok appellerer mest til det yngre publikum, og til JRPG-nybegyndere fra ca. 10 år. PEGI: 7 år.
"The cruel king and the great hero" er relativt simpelt at spille ift. moderne JPRG'er som fx Disgaea-serien eller Persona-serien, og er samtidig stil- og genremæssigt en efterfølger til "The liar princess and the blind prince" fra det samme spilstudie, men som ikke findes på bibliotekerne.