Musik / soul

The electric lady


Beskrivelse


Summary: Groundbreaking artist Janelle Monáe continues to blur genres with the follow-up to the acclaimed 2010 album The ArchAndroid. The album includes the single Dance Apocalyptic.

Anmeldelser (5)


Gaffa [online]

d. 10. sep. 2013

af

af

Sohail Hassan

d. 10. sep. 2013

"Messias-androiden Cindi Mayweather fortsætter sine eventyr på det nye album, der i øvrigt er en hyldest til stærke kvinder personificeret i titlens The Electric Lady. Monáe imponerer mest, når hun lader funken flyde, og trods eksperimenter udi både rock & roll, jazz og seranader snurrer hendes univers stadig om en solid urban soul- og funkmidte".


Berlingske tidende

d. 14. sep. 2013

af

af

Michael Charles Gaunt

d. 14. sep. 2013

"Her blander 30ernes bigband-swing blod med 60er-Motown-soul og futuristisk funk fra 70erne, mens 80er-electrofunk krydser klinger med 90er-r&b, rap og organisk neosoul fra 00erne. Det er pop i absolut bredformat: Uhyre ambitiøst og på alle måder respektindgydende. Det er vitterlig en fryd at lægge ører til, når Monáe i selskab med sit enorme hold af musikere og samarbejdspartnere bøjer og strækker soulmusikken i et væld af retninger".


Jyllands-posten

d. 7. sep. 2013

af

af

Maz Plechinger

d. 7. sep. 2013

"Efter blot fire funklende - med tryk på funk - sange er pladen stærk nok til at holde hjem. Alligevel fortsætter den ufortrødent med endnu et dusin stærke numre, der blæser i lige så mange retninger som en udløst håndgranat. Men trods den enorme spændvidde i genrer og udtryk er pladen hverken rodet eller utilgængelig.Tværtom er den overraskende let at gå til og at holde af".


Politiken

d. 13. sep. 2013

af

af

Simon Lund

d. 13. sep. 2013

"Der er enkelte statiske sange, hvor Monáe ikke formår at løfte sine lån i den sorte amerikanske sangskat, men overordnet er det imponerende at opleve en ung sangerinde med så overvældende en vision. Og evnen til at forløse den. Med frækhed over for traditionerne, titanisk mod i ambitionerne og en ubøjelig tro på sig selv finder Janelle Monáe balancen mellem det stort anlagte og det let tilgængelige. Sådan skaber man et af årets vigtigste r'n'b-album".


Information

d. 9. sep. 2013

af

af

Ralf Christensen

d. 9. sep. 2013

" En fest for lytteren og en yderligere selvaktualisering for Monáe. Albummet kan givetvis sættes i bås som et moderne r&b/ neo-soul-værk, men det er ingenlunde i ren form. Her er ouverturer, 007-soundtrack, funk, 70' er-ekstatisk Stevie Wonder, easy listening/ exotica, Lauryn Hill neo-soul, discosmooth Michael Jackson, surf-guitar, 80' er-syntetisk Prince ... Det er et langt, spraglet, todelt konceptalbum, som heller ikke er blegt for at jailbreake guitarsoloen fra de ucooles reservat, hvortil den har været forvist siden engang i 90' erne. Dét synes jeg ikke rigtig lykkes, det irriterer snarere, og man kommer virkelig til at savne, at det var en ung Prince på guitaren - men der skal gives point for forsøget".