"Det er ikke kun på scenen, at [Future Islands] mønstrer et medrivende udtryk. På deres femte album, »The Far Field«, fortsætter bandet med at dyrke deres fængende synth-pop og melankolske, romantiske tekster. Førstesinglen »Ran« er Future Islands i bredformat med et brusende omkvæd, der får sin råstyrke fra den kradsende guitar, de jagende digitale trommer og selvfølgelig Herrings dybe vokal. En graciøs strygersektion på åbneren »Aladdin« tilføjer passende modspil til Herrings næsten dadaistisk pludrende første vers ... De genbruger en sælsom synthlyd, der figurerede på deres album »On the Water« fra 2011, og rykker desværre ikke ved deres signaturlyd: Herrings vokal over prominent, rumlende bas, spindelvævstynde synths og 80ertilbøjelig trommeprogrammering. Heldigvis har trioen et par overraskelser i ærmet ... At dømme efter »The Far Field« har Future Islands mod nok til ikke at blive magelige".