Britpoppen anno 2001 bevæger sig i retning af det inderlige og følelsesladede, i hvert fald hvis man ser Travis som repræsentant for britpoppen. Inspirationen fra den amerikanske folktradition skinner igennem på de tyste sange. De mest interessante sange på pladen er dog de numre, hvor der kommer lidt mere gang i den og melodierne får lov til at udfolde sig, som på hittet "Sing". De stille numre henvender sig til den kræsne lytter, som efter en del gennemlytninger måske føler sig belønnet. Der er nu også den mulighed, at man synes, det var spild af tid. Er man til folk-inspireret rock/pop er der langt bedre bud end Travis, for eksempel The Walkabouts.