Film / fiktion til børn / tegnefilm

The Looney tunes show

Volume 3


Beskrivelse


Snurre Snup og Daffy And er venner og bor sammen. De to venner konkurrerer altid og kommer galt afsted.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. sep. 2012

af

af

Ulrich Breuning

d. 10. sep. 2012

The Looney Tunes Show fra 2011 præsenterer med Snurre Snup og Daffy And i spidsen klassiske tegnefilmfigurer fra Warner Brothers i ny indpakning. Serien er produceret til tv-stationernes sendeflader for børn og kan opleves af disse fra cirka 6 år. Selv om mange ordkaskader og voksenreferencer ryger over de små hoveder.

Snurre Snup og Daffy And er venner og samboer på en sådan måde, at ingen af dem behøver fjender! Det går helt galt, når de for eksempel skal optræde i et fjernsynsprogram om venskab eller begå sig i en fin overklasseklub! De to venner konkurrerer også om godten Starlett Johanssons gunst og om at kvitte en bidsk djævlehund! Meritterne med det umage makkerpar udgør i hvert serieafsnit hovedhistorien, der så afbrydes af "Merrie Melodies", små musikalske indslag eller 3D-film med Hjulben og Grim E. Ulv. Der er tale om animerede farcer, og egentlig fremtræder Snurre Snup og Daffy And i disse nye film som en slags tegnefilmens svar på Gøg og Gokke! Snurre Snup blev et dansk begreb med TV2's og Bubbers "Snurre Snups Søndagsklub".

Looney Tunes og Merrie Melodies er oprindelig Warner-studiernes svar på Walt Disneys Silly symphonies. Daffy And (Daffy Duck) dukkede op på film i 1937 og Snurre Snup (Bugs Bunny) i 1938. Det speedsnakkende tegnefilmkoncept anno 2011 med forskellige figurer og historier er sammenlignelig med for eksempel DR's "Disney sjov".

Warners årgangstegnefilm, der rimer på kunst, fra 1930'erne og -40'erne er snarere end denne serie en messe værd.