Henvender sig til yndere af amerikanske krimiserier. Fra 15 år.
Serien følger det fiktive CBI (California Bureau of Investigation) i opklaringen af deres mordsager. Udover holdet Lisbon, Cho, Rigsby og Van Pelt får de hjælp af den tidligere svindler Patrick Jane. Fungerende som konsulent er han en uundværlig del af holdet, men nogle gange er prisen høj for det utraditionelle samarbejde. Jane er utrolig observant men også arrogant og bruger sine evner, hvor politiets metoder ikke rækker.Jane har været svindler som synsk og tankelæser det meste af sit liv, men da seriemorderen Red John myrder hans kone og barn, helliger han sit liv til at fange morderen. Jagten på hans nemesis, er den røde tråd i serien, men de fleste sager opklares i de enkelte episoder, mens andre situationer strækker sig over flere afsnit. Udover sagerne er CBI også i modvind ofte forårsaget af Jane eller Red John og det resulterer bl.a. i en ny og mere striks chef for afdelingen. Skaberen af serien Bruno Heller har også stået bag de to serier Rome og den amerikanske udgave af Touching evil.
Lignende serier er bl.a. Castle, Lie to me, Numbers og den engelske Sherlock, der alle har utraditionelle konsulenter tæt på politiets daglige arbejde.
Prisvindende og populær serie, der især i sæson to begynder at hænge bedre sammen med humor som vigtig ingrediens, god dialog, spændende sager og mere karakteropbygning, desværre også lidt for "amerikansk" med overdrevne følelser. Indtil videre er der fire sæsoner i serien.