Lost in London
Woody Harrelson
Emneord
Anmeldelser (5)
Gaffa [online]
d. 27. juni 2015
af
af
Jan Opstrup Poulsen
d. 27. juni 2015
"Med The Monsanto Years tager han skridtet fuldt ud med et protestalbum rettet mod firmaet Monsanto, der producerer kemikalier til anvendelse på grøntsager og planter ... Neil Young er oprigtigt indigneret. Om Monsanto ligefrem kræver et helt albums opmærksomhed kan selvfølgelig diskuteres, men onkel Neil er nu altid på toppen, når verden går ham i mod, og han giver sig hen i raseriudbrud. Det høres nemlig tydeligt i den musikalske underlægning, der er ren Neil Young basic ... The Monsanto Year kommer ikke i nærheden af nye Young-klassikere, men albummer bygger til gengæld på hans klassiske rockdyder, og brænder igennem på lysten til at stille sig op og samtidig få en fest ud af det".
Berlingske tidende
d. 12. juli 2015
af
af
Mads Hendrich
d. 12. juli 2015
"Trods sit meget aktuelle afsæt i kapitalisme-og økokritik er »The Monsanto Years« dog på ingen måde musikalsk revolutionerende. Hverken i sig selv eller i Youngs diskografi, hvor han har lavet mange meget stærkere og mere koncentrerede udgivelser. Men når dét er på plads, så er der altså en god og solid portion fede rock-kindheste at hente her. Den gamle i brokkehumør er nemlig en ganske seværdig lytteoplevelse i denne omgang".
Politiken
d. 13. juli 2015
af
af
Kim Skotte
d. 13. juli 2015
"På nogle af sangene har Young helt droppet lyrikken og holder i stedet rasende foredrag. Kønt er det ikke. Hverken som tekst eller tema. Men det syder og bobler af retfærdig harme. Selv om det kunstneriske afkast på f. eks. 'A Rock Star Bucks A Coffee Shop' med omkvædet »Monsanto /let our farmers grow /what they want to grow« er begrænset, står noget andet og dunker hidsigt på bundlinjen: Hellere have hjertet for meget end for lidt med".
Weekendavisen
d. 3. juli 2015
af
af
René Gummer
d. 3. juli 2015
"Det, der virkelig gør teksterne tåkrummende og til tider utålelige, er Youngs insisteren på at fremføre sit budskab ganske uden poesi (...) Der er desværre heller ikke megen musikalsk glæde at spore på The Monsanto Years. Det skulle da lige være selvglæde og fornøjelsen ved at pege fingre, stålsat på at have ret. Det kunne man måske leve med, hvis der var nogle gode numre til at bløde op på det hele. Men nej, også her synes Young at insistere på at bruge sin privilegerede platform til at kolportere holdninger i stedet for at skabe noget begavet eller i det mindste bare interessant musik ... Når det er sagt, så er The Monsanto Years også en ægte Neil Young plade. Nogle steder giver Promise of The Real mindelser om Crazy Horse-bandet".
Information
d. 26. juni 2015
af
af
Ralf Christensen
d. 26. juni 2015
"Vi er i selskab med et solidt, men til tider lovlig sindigt backingband, Promise of The Real, som tæller to af countrylegenden Willie Nelsons sønner, Lukas og Micah. Og de hjælper Young med at formulere en lidt for komfortabel musikalsk transport af teksternes angrebslyst. Men også med en cirkelslutning med den fint glødende »People Want To Hear About Love«, der betjener sig af en strategi der ligner den, der gjorde »Rockin' In The Free World« til et hit i 1989 og siden til en rockklassiker: Et omkvæd som alle kan synge med på - dengang om at folk vil rocke i den frie verden, nu om at folk kun vil høre sange om kærlighed, ikke politik. Og så en række vers fyldt med de bitre piller, de politiske udfald, de barske realiteter".