For alle de 12-16-årige piger, der ikke kan få nok af romantik, kærlighed og vampyrer.
Forfatteren er på dansk kendt for serien The vampire diaries, hvor seks titler udkom i 2010. Bogen her er den første af en ny planlagt trilogi om vampyrer. Begge serier er skrevet midt i 90'erne, så genren er ikke ny. Da teenageren Poppy bliver ramt af en alvorlig kræftsygdom, er den eneste, der kan redde hende barndomsvennen James, men han bærer på en dyster hemmelighed. Hvis den og hans dybe kærlighed til Poppy afsløres, kan det blive fatalt for dem begge. Alligevel beslutter James at hjælpe Poppy til et nyt liv som vampyr. Først modarbejder Poppys tvillingebror Phil ideen, siden hjælper han med at redde søsteren fra den endelige død. Bogen er velskrevet, den er spændende og den er let at læse, jeg slugte den i et hug. Den handler ikke blot om vampyrer, men også om at blive voksen og om at løsrive sig fra familien. Da bogen slutter er Poppy og James i bedste hollywood stil på vej mod nye horisonter og nye udfordringer, som læserne kan glæde sig til at dele med dem.
I de seneste år er der udkommet en række serier om hvordan vampyrerne har deres egne liv og verdener parallelt med menneskenes. Det gælder L.J. Smiths egne bøger, Stephenie Meyers Tusmørke-serie, P.C. Casts serie Nattens hus, Gabriella Poole Darke Akademiet og Richelle Meads Vampyrakademiet med flere.
En vellykke begyndelse på en ny serie for unge (piger) om liv, død, kærlighed og vampyrer.