The Odyssey er en omkostningstung, stor og prangende tv-produktion på små tre timer. Der er mange effekter, endnu flere statister og en række mere eller mindre kendte, internationale filmstjerner i diverse gæsteroller. Homers episke digt præsenteres således som glat underholdning med laveste fællesnævner af kulørt patos og lommefilosofiske betragtninger. Konceptet er skræddersyet til alverdens kommercielle tv-stationer, der formoder, at klassisk litteratur i denne form kan interessere et stort publikum.
"Jeg er Odysseus, konge af Ithaka. Her følger min beretning!" Og det er en forunderlig fortælling fyldt med magi og trolddom, guder og helte, uhyrer og forlokkende kvinder. Odysseus må forlade hustru og nyfødt barn for at drage i krig mod Troja. Han er med til at vinde krigen, men fornærmer havguden Poseidon, som straffer ham ved at lade ham flakke rundt på havet i tyve år. Men hjem til Ithaka kommer han efter mange fristelser og forhindringer for lykkeligt at genforenes med sin trofast ventende familie.
Filmindustrien har altid hentet næring fra bøgernes verden, og verdenslitteraturen som fortløbende tv-underholdning er heller ikke noget ukendt fænomen. Og her tilhører The Odyssey fra 1997 den type produktioner, hvor storslåede tableauer og masseoptrin, action og glinsende kroppe er hovedingredienserne.
Det er hult og tomt og flere steder ufrivilligt morsomt, når special effect-afdelingen ikke ganske fungerer troværdigt. Det værste er dog en dominerende, humorforladt selvhøjtidelighed.