I denne selvstændige fortsættelse af Sneglehuset, 1991, koncentrerer Ejrnæs sig om at fortælle Thea Kristoffersens historie, fra vi slipper hende i forgængeren, til hendes liv er ved at være levet til ende tæt på vor tid. Det er et liv, der på mange måder spejler århundredet fra det traditionelle liv på landet til tilværelsen rundt omkring i storby og på land som pige i huset, som kokkelærling, som kvinde med egen karriere, som selvstændig, og endelig som en brik i behandlersamfundet med vandrejournalen. Et liv i arbejde, offervillighed men også selvstændighed. Et liv med mange relationer men med en noget sent erkendt og kun en enkelt gang udfoldet lesbisk tilbøjelighed og derfor ingen livspartner. Sproget er som altid hos Ejrnæs imponerende i sin tæthed og sanselighed og med præcise billeder, hun har ikke mange ligemænd der. Men fortællestilen forekommer mere frit strømmende end i flere af de tidligere romaner med opmærksomheden også vendt mod det episke, begivenhederne, det tidstypiske. Det kunne gøre bogen til et anliggende for et lidt større publikum end Ejrnæs' faste læserskare og åbne fleres øjne for, at Ejrnæs er en af vor tids helt store kvindelige forfattere.