Med en omskrivning af Venstres valgslogan fra 2001 "Tid til forandring" leverer skribenten og samfundsdebattøren Klaus Rothstein en bredside mod forsøget på at igangsætte en borgerlig værdidebat. Bogen bærer præg af en personlig indignation og vrede mod den borgerlige fløj, og specielt Søren Krarup, Ulla Dahlerup og andre DF-medlemmer. Forfatteren slår til lyd for en genoplivning af kulturradikalismen og efterlyser en mere samlet og markant modvægt til regeringens intolerance specielt overfor muslimer. Den massive, næsten personlige vrede, der bærer bogen, bevirker at der ikke levnes plads til den forundring og eftertanke, som bogen ellers lægger op til. Den virker som ét langt kampskrift, der er associativt og rodet i sin struktur. Ét langt læserbrev, der går i rette med næsten alle tidens kulturdebattører, og derfor næsten bliver sin egen værste fjende. Det er en skam, da det ellers kunne være et tiltrængt bidrag i tidens debat om værdier, kulturkamp, tolerance, frisind og ytringsfrihed, der på det seneste har været præget af højrefløjen i fx Støvring: Blivende værdier (04/15) og Andersen: Opgør med kulturradikalismen (05/01).