Forfatterens hovedbudskab i denne debatbog er, at den misforståede tolerance, der præger dansk indvandrerdebat, jager de anstændige danskere, der er bekymrede over den eksplosive indvandring og manglende integration, ud på den yderste højrefløj. Han efterspørger en mere nuanceret debat, der bryder det klima af tolerancefundamentalisme, der er med til at undertrykke konfliktpunkterne i kulturmødet. Vi har haft så travlt med at respektere det anderledes, at vi har glemt at udfordre det. Bogen indeholder et hav af konkrete eksempler på konsekvenserne af den islamiske kultur, der vanskeliggør en vellykket integration og en vellykket sameksistens, hvorimod det kniber med konkrete ansatser og åbninger til den ny debat, forfatteren selv efterspørger. En bog, der givetvis vil vække til debat i de elitære kredse, som forfatteren udfordrer.