En bog om håndboldspilleren Rikke Nielsen, der får konstateret kræft og får et barn med Downs syndrom. Bogen handler om at tage ved lære af livet. Den er nok mest til kvindelige læsere.
Rikke Nielsen er håndboldspiller, måske kendt af de fleste. Bogen er blevet til i samarbejde med journalist Dorte Kvist. Første halvdel af bogen handler om Rikkes karriere i håndbold. Det handler om landsholdet, 2.division, Liga-håndbold, klubspil, talent, skader, at være en offentlig person i medierne osv. Anden del af bogen handler om Rikkes graviditet, og det at få at vide at hun har fået et barn med Downs syndrom, men det handler også om en knude i halsen, som viser sig at være kræft. Denne del af bogen er meget godt skrevet, og giver et hudløst billede af al den magtesløshed hun føler, og alle de naturlige tanker om, at man kan dø af det. Alt imens hun skal begynde behandling finder hun ud af at hun er gravid igen, og hun bliver af omstændighederne tvunget til abort. Det sidste kapitel handler om hendes barn Magda. Til slut skriver hun, at det er hårdt at få et sådant barn, men det er det hele værd til sidste fløjt.
Mange sportsstjerner har beskrevet deres liv med kræft bl.a. Brian Holm Den sidste kilometer : en bog om at blive klogere, 2009. Jeg kan ikke umiddelbart finde andre fra håndboldens verden.
Bogen giver et fint billede af dansk kvindehåndbold set indefra, men også fightervilje til at komme igennem kræft og få et barn med Downs syndrom.