Da Gurli Marie var barn tog hendes far, Troels Kløvedal, hende med ud at sejle. Hør her om Gurli Maries rejse til Polynesien i Stillehavet. Fyldt med farvefotos, som blev taget under rejsen med det berømte skib Nordkaperen. Fra 10 år.
Troels Kløvedal udgav bogen første gang i 1992. Nu er den udkommet i en ny bearbejdet udgave, men det er stadig en historie fortalt igennem den 12 årige Gurli Maries øjne. Hovedindholdet i bogen er turen til Polynesien, mødet med de forskellige mennesker og fremmede dyr, de møder undervejs. Den er fyldt med mange farvefotos, og har indledningsvis et kort over de Polynesiske øer. Bagerst er skibet Nordkaperen tegnet, så man kan se indretningen om bord. Forordet er skrevet af den nu voksne Gurli Marie.
Spændende fortælling. De mange fotos er i forskellig kvalitet, men understøtter fint teksten. Bogen vil formentlig først og fremmest appellere til de mange (voksne) fans af Kløvedal.
Layoutet er blevet ændret siden bogen udkom første gang i 1992, således at den ligner genudgivelsen af Med Asbjørn på de store oceaner fra 2018, som beskriver Troels Kløvedals søns oplevelser på havet. Hvor bogen om Gurli Marie henvender sig til børn fra ca. 10 år, er fortællingen om Asbjørn til mindre børn.