Tine Eiby er journalist ved Weekendavisen. Den velskrevne bog er hendes personlige beretning fra 1970'erne, hvor man som ung studerende helst skulle være på venstrefløjen og gøre sig klar til den kommende revolution. Hun var med på det rigtige hold, og hun skildrer sine oplevelser fra Tvind, RUC og Nørre Beboeraktion, hvor hun forsøgte at føre de revolutionære tanker ud i livet. Set i bakspejlet kan man undre sig over i hvor høj grad hendes generation blev påvirket af de revolutionære tankesæt, som ofte var helt i skoven i forhold til den arbejderklasse, man ønskede at frelse. Det er tankevækkende læsning, og hendes erfaringer deles sikkert af mange jævnaldrende, som også vil være den primære målgruppe sammen med almindeligt samfundsinteresserede, som ønsker nærmere kendskab til den politisk bevidste del af 70'er ungdommen og det miljø, den færdedes i.