En entydig målgruppe kan det være svært at udpege, men læsere med en filosofisk vinkel på kampen mellem demokrati og islamisme kan nok hente inspiration.
Forfatteren er filosof og bogen er en række essays samlet fra forskellige blog-indlæg og i bogen tematiseret i 3 overordnede emner: idé, kritik og nation. Der er kapitler om liberalisme, konservatisme, socialisme, humanisme, demokrati, islamisme, multikulturalisme, EU, Israel og Danmark. Bogens budskab er kamp for demokratiet mod den politiske islamisme, og forfatteren citerer flittigt fra klassiske filosoffer som Platon og Aristoteles for derigennem at bringe større forståelse af verden. Bogen virker usammenhængende og springer fx fra forfatterens umiddelbare kommentarer om nutidige begivenheder til dybsindige, men kortfattede filosofiske citater (som mangler henvisninger) og betragtninger, som givet gør sig bedre i en blog-version.
Engberg har tidligere udgivet Den gode leder, 2006 og Mod, retfærdighed og visdom, 2009. I den lange række af bøger om islam og demokrati findes der ikke noget direkte sammenligneligt med nærværende bogs filosofiske tilgang.
En tematiseret samling af essays om vores nutidige verden, islam og demokrati set i et filosofisk perspektiv med henvisninger til og referencer fra klassiske filosoffer.