Er du lystfisker med hang til fluefiskeri, så er denne bog et must read. Ud over kapitler om insekterne får du også viden om grej, teknikker, samt fluemønstrer så du kan binde dine egne fluer. For den allerede etablerede lystfisker men bestemt også for begynderen.
Bogen indledes med et kort forord, samt historien om fluefiskeri og dennes oprindelse. Herefter beskrives først fiskene, hvorefter vandinsekter, landinsekter samt krebsdyr behandles. Efterfølgende beskrives der fiskerimetoder, hvor læserne blandt andet kan læse om våd- og tørfluefiskeri, om nymfefiskeri eller om specialmetoder. Fiskegrejet behandles i næste kapitel, hvorefter bogen kaster sig over fluerne. Afslutningsvis findes kapitlet "Catch and release", hvor emner som genudsætning, mindste- og største-mål samt vildfisk og tamfisk berøres. Teksten er løbende flankeret af diverse tegninger, faktabokse samt forskelligt billedmateriale.
Jeg vidste godt at fluefiskeri er noget af en videnskab, men denne bog går virkelig i dybden. Teksten er yderst velskrevet og velformuleret og de mange anvisninger på både fiskemetoder, grejet, samt fluerne er ikke til at misforstå. Derudover fornemmer man virkelig forfatterens lidenskab for emnet, samtidig med at bogen er skrevet med et glimt i øjet og i en lun tone.
Hvorfor ikke tage fat i en af forfatterens mere end 25 tidligere udgivelser som eksempelvis Fluefiskerens grundbog.