Dette nye manga-album er en fortsættelse af 7-bindsserien Tokyo Mew Mew. I denne nye serie bliver superheltindegruppen Mew Mew suppleret med en ny pige. Den nye pige Berry på 12 år kommer ind i gruppen på et tidspunkt, hvor den ikke er fuldtallig, da en af pigerne Ichigo midlertidigt har bosat sig i London. Berry bliver nu gruppens leder, og da de grusomme Saint Rose Crusaders truer byen, får hun for alvor brug for sine lederegenskaber. Det er en decideret pige-manga fyldt med romantik, spirende erotik, mystik og spænding. Tegningerne er faktisk rigtigt gode, og stilen er den typiske mangastil ned storøjede teenagere med små næser og runde trutmunde. Personernes fysiognomi er ofte mere vesterlandsk end japansk, og mange af figurerne er udstyret med store blonde manker. Layoutet kan virke lidt uroligt med billedfelter i alle former og størrelser. Der anvendes ofte meget smalle billedfelter både horizontalt og vertikalt. De sort/hvide kontraster og gråzoner er fint udnyttet. Forfatteren/tegneren Mia Ikumi træder ofte frem både midt i handlingen og i en efterskrift med kommentarer og tanker og begivenheder fra sit eget liv. Der er også læserbreve fra seriens fans. Denne serie skal nok blive populær blandt de 9-12-årige piger. TV2 har forøvrigt købt 26 afsnit af den tilsvarende tv-serie, som vil blive vist fra begyndelsen af december.